Forrige nyhed Næste nyhed
fredag den 13. august 2021

Hardinger Band slutter Open by Night brag i Ringkøbing


2460
13 august

 

Hardinger Band slutter Open by Night brag i Ringkøbing

 

Der er lagt i kakkelovnen til et festfyrværkeri af oplevelser, når Ringkøbing Handelsforening byder på Open by Night fredag den 27. august 2021. Butikkerne bugner af tilbud, ligesom Torvet fyldes med musik hele dagen. Shu-Bi-Dua legenden Michael Hardinger slutter dagen af med et brag af en koncert, hvor der kan synges med på ”Hvalen Hvalborg” og alle de andre hits i en hyldest til forsangeren Michael Bundesen, der døde i november 2020.

 

- Hele turnéen dedikeres som en hyldest til en af Danmarks bedste sangere og den arv Michael Bundesen efterlod os alle sammen. En større hyldest til Michael Bundesen kan jeg ikke forestille mig, siger Michael Hardinger forud for koncerten i Ringkøbing.

 

DYLAN i samarbejde med Generator

Men inden Michael Hardinger Band går på scenen, er der underholdning med lokale bands samt DYLAN FOREVER, der spiller en hyldestkoncert til Bob Dylan, der runder 80 år i år. Den koncert er kommet i stand i et samarbejde mellem Generator og Handelsforeningen.

 

- Vi har brug for, at foreningerne samarbejder på kryds og tværs for at sikre den bedste udbredelse af kulturen. Derfor har vi indgået et samarbejde med Handelsforeningen og andre foreninger, hvor vi løbende ser på, hvordan vi kan strikke nogle oplevelser sammen til glæde for kommunens borgere og for at sikre os den bedst mulige eksponering, siger Spillestedsleder Anton Bjerg, Generator.

 

Også Kulturskolen er med i samarbejdet omkring programmet i forhold til lokale bands.

 

Kvickly sikrer topunderholdning for hele familien

Michael Hardinger Band er et af landets mest populære festivalnavne, og ikke sådan lige at hente til fx Ringkøbing. Men en aftale med Kvickly har gjort det muligt.

 

- I forlængelse af nedlukningerne i kølvandet på Covid-19 besluttede Kvickly i hele landet, at vi ville støtte en kickstart af det lokale handelsliv og det er selvfølgeligt også tilfældet i Ringkøbing. Vi er glade for, at Handelsforeningen sætter et initiativ som det her i søen, for at samle borgerne og byens gæster omkring gode og store fælles oplevelser igen. Det har vi alle sammen brug for, siger Varehuschef Jasmin Ticevic, Kvickly i Ringløbing.

 

Det er ham, der har fået æren at donere op imod 125.000 kroner til handelslivet i Ringkøbing gennem Handelsforeningen. Her glæder Købstadschef Jacob Muldkjær-Rasmussen sig over håndsrækningen.

 

- Vi ville aldrig nogensinde kunne stable et arrangement af den her størrelse på benene uden den økonomiske støtte fra Kvickly og uden samarbejdet omkring musikken med Generator og Musikskolen. Til gengæld får samarbejdspartnerne en eksponering, der er vigtig for dem. Så det er win-win, siger han.

 

Læs mere og se hele programmet her

Forrige nyhed Næste nyhed

Nyheder
Seneste
Egoistbogen
Kærligheden trak Connie fra Imerco Home mod Ringkøbing
Bevingede gæster hos Hotel Ringkøbing
Aktiviteter
Kommende Arkiv
ONLY og CHANGE event
Jeg hedder Joop – Det første bogstav
Alsang på Torvet i Ringkøbing