Kunstværker og skulpturer i Ringkøbing

På byens pladser og Torve er der kunstværker og mindesmærker, der alle fortæller om Ringkøbing og byens identitet.

Survival of the Fattest

På havnen er der de senere år kommet mange spændende kunstværker. Det meste fotograferede i byen er uden tvivl Jens Galschiøts ”Survival of the Fattest” på Havnepladsen. I folkemunde hedder skulpturen ”Den fede dame”.

I 2006 var den var sammen med andre værker af Jens Galschiøt udstillet forskellige steder rundt om i byen.  ”Den fede dame” blev så populær, at der blev samlet penge ind, så der kunne laves en ny afstøbning af den 3,5 m høje bronzeskulptur, som året efter blev opstillet permanent på Havnepladsen.

Miss Ringkøbing - Kunstværk af Prins Henrik

Miss Ringkøbing er byens nyeste kunstværk, afsløret af kunstneren Hans Kongelige Højhed prins Henrik i maj 2017. Den knap 2m høje bronzeskulptur hed oprindelig Miss Fredensborg, fordi det var det første kunstværk, prinsen havde lavet på Fredensborg  Slot, men ved afsløringen, gav han sin tilladelse til navneændringen, så nu er det Miss Ringkøbing.

Skulpturen var allerede i september 2015 kommet til Ringkøbing og var klar til afsløring, da prinsen måtte aflyse sit besøg på grund af sin søsters død. Derfor var byens borgere blevet så glade for den, der i første omgang var til låns, at de ikke ville af med den. Det lykkedes byrådsmedlem og formand for kommunens kunstudvalg, Gitte Kjeldsen, at skaffe penge nok til, at skulpturen blev indkøbt. Det var også hende, der havde lavet aftalen om lån af kunstværket med prinsen, da regentparret var på besøg i Ringkøbing i september 2014.

Med til historien om Miss Ringkøbing hører, at der til afsløringen af kunstværket blev brugt et smukt blåt stykke velour, og det var prinsen så glad for, at han lånte det, da regentparret i juni havde guldbryllup, så han kunne bruge det, da han afslørede sin gave til dronningen, nemlig en noget større udgave af Miss Fredensborg i Fredensborg Slots park.

Helten

På plænen foran Bryggen afslørede daværende borgmester Torben Nørregaard i 2007 for Lions Club i Ringkøbing en kunstgave til byen. Det er en Helt i bronze, lavet af Henrik Voldmester.

Helten er en laksefisk, der lever i brakvand, og Ringkøbing Fjord er et af de få steder, den findes her til lands. Helten er en populær spise i Ringkøbing. Den skal være koldrøget og skæres ud i tykke skiver, som flækkes med et fingergreb, så kødet kan gnaves fra skind og ben til et stykke rugbrød med smør og salt, øl og snaps.

Balanceakten

Jens Galschiøts ”Balanceakten” står også på havnen ved siden af sejlklubbens masteskur, men denne skulptur er til låns.

Den blev opstillet i 2011 på Vestas-halvøen, men var svær at få øje på og meget overset, så den blev flyttet i 2014. Kunstforeningen havde planer om at købe den, men opgav, og Jens Galschiøt lod den blive stående som et lån.

Nordsøværftets Anker

Ved Beddingen står et anker, der minder om, at den største arbejdsplads på havnen, ja i hele Ringkøbing i årene 1958 til 1997 var Nordsøværftet.

Da værftet gik konkurs, og værftsgrunden blev ryddet, dukkede ankeret op. Ankeret havde været brugt ved søsætninger og leveringer af skibe fra værftet, og træplanker af azobé-træ blev benyttet i beddingen ved søsætninger.

I 2004 blev ankeret på træet opstillet ved den gamle bedding af ansatte på Nordværftet og W. Meinertz Olesen i Fællesklubben. Hvert år i slutningen af august holdes en sammenkomst ved ankeret, og der udnævnes en ankermester.