Ringkøbing er en historisk perle. I gamle dage blev der med galeaser eksporteret alskens varer til Hamburg, Holland, England og Norge: huder, skind, uld, tobak, korn, smør og fødevarer, stude og selvfølgelig fisk. Og selvom alt dette – og den høje, karakteristiske
og smukke Toldboden – hører fortiden til, så er den gamle købstad og havneby stadig ligeså sprællevende som de nyfangede fjordskrubber, man måske kan være heldig at gå hjem i en plasticpose fra én af de små fiskerbåde – 10 stk. for en ’hund’!
Var Ringkøbing et menneske – og menneskelig, imødekommende og gæstfri det er den lille vestjyske hovedstad til fulde! – ja, så ville Torvet være byens hjerte og ’puls’. De brolagte gader, ’slipper’ og stræder, ville udgøre kredsløbets arterier og vener. Og Havnen, byens åndehul – dens lunge!